I 1954 påbegyndte Leif Johansson, Rörö, Sverige sin fiskemæssige karriere og købte sammen med nogle partnere sin første Astrid GG 756. Dette blev grundlaget for en spændende udvikling i svensk trawl- og notfiskeri. Leifs to sønner Tomas og Börje kom ind i virksomheden, der fortsatte udviklingen og bl.a. deltog i matjes fiskeriet i Skagen, hvorved de første bånd til dansk fiskeri blev knyttet.
Massive landinger i Danmark dannede grundlaget for Astrid Fiske AB’s investeringer i danske fartøjer og fiskekvoter. Næste generation med Kristian, Johannes og Daniel skabte det teoretiske grundlag for virksomhedens fortsatte udvikling ved alle at tage den højeste skippereksamen på Skagen Skipperskole.
I forbindelse med et glidende generationsskifte i Iona E 187 A/S overtog Johansson familien ROCKALL E 532 fra brødrene Søren og Hans Espersen, Esbjerg sammen med en betydelig del af de danske silde- og makrelkvoter. Denne investering sammen med yderligere tilkøb af danske fartøjer og kvoter har dannet grundlag for Astrid Fiske AB’s nuværende position i dansk fiskeri, der blev markeret med levering af nybygningen Astrid S 264 i juli 2014.
Med et topmoderne flagskib som Astrid S 264 er etableret et sundt grundlag for at tilpasse rederiets fangstkapacitet til det til enhver tid gældende kvotegrundlag.
I maj 2014 blev en ny opført lager- og kontorbygning på havnen i Skagen taget i brug. Bygningen, der rummer ca. 1.000 m2 lager for fiskeredskaber, ca. 200 m2 lager for reservedele og udstyr og ca. 200 m2 kontor- og mødefaciliteter, er placeret ud for den store havneudvidelse i den sydlige del af havnen.
Med opførelsen af det nye domicil i Skagen markeres rederiets seriøse vilje til at være en aktiv spiller i dansk fiskeri.